Menu

EVU’s historie

Læs mere om EVU's historie.

El- og vvs-branchens uddannelsessekretariat (EVU) blev dannet i 2006 ved at sammenlægge Vvs-branchens Uddannelsesnævn (VVSU) og Elfagets Uddannelsesnævn (EFU), der allerede delte adresse i Rødovre.

Før sammenslutningen eksisterede de to sekretariater side om side med hver deres ledelse og organisering.  Bag VVSU stod Blik- og Rørarbejderforbundet og TEKNIQ, som også var medejer af EFU sammen med Dansk El-Forbund.

Skruer vi tiden endnu længere tilbage, blev EFU etableret allerede i 1967 som et samarbejde mellem Dansk El-forbund og arbejdsgiverorganisationen ELFO. VVSU blev oprettet af Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk VVS-Installatør Forening i 1977.

EVU’s opgave er: At servicere de faglige udvalg for henholdsvis elektrikeruddannelsen (arbejdsudvalget eller AU) og vvs-energiuddannelsen (Politisk/Administrativt Udvalg eller PA-udvalget) og det fælles efteruddannelsesudvalg (ETIE).

EVU har fem centrale mål med sit arbejde på erhvervs- og efteruddan­nelsesområdet:

  • at udvikle og kvalitetssikre elektriker- og vvs-energiuddannelserne
  • at få flere praktikpladser
  • at tiltrække flere dygtige unge til elektriker- og vvs-energiuddannelserne
  • at få et geografisk bredt og relevant udbud af AMU-kurser i høj kvalitet
  • at AMU-kurserne konstant udvikles som følge af udviklingerne i teknologi, marked og kundebehov

Sekretariat for tre faglige organisationer

EVU servicerer tre faglige organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden i uddannelsesspørgsmål inden for to forskellige fagområder. De tre organisationer hedder henholdsvis TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.

TEKNIQ er installatørernes organisation og er en del af Dansk Arbejdsgiverforening (DA). TEKNIQ blev dannet i 2002 af ELFO og Dansk VVS, som i 2011 fusionerede med TEKNIQ som den fortsættende organisation. I dag er organisationen den fjerdestørste i DA og repræsenterer mere end 3.000 tekniske installationsvirksomheder i en branche, der beskæftiger godt og vel 40.000 medarbejdere og 5.000 lærlinge og omsætter for mere end 40 mia. kroner årligt.

Blik- og Rørarbejderforbundet har omkring 10.000 medlemmer, som udgør den største faglærte gruppe i vvs-branchen og består af lønmodtagere fra alle branchens specialer samt skorstensfejere. Blik- og Rørarbejderforbundet er et af de mindre forbund i LO, men til gengældt et af de ældste fagforbund i Danmark, stiftet i 1890.

Dansk El-Forbund blev stiftet d. 1. januar 1904 og er hermed et af de yngre forbund i LO. Omkring 30.000 er organiseret i Dansk El-forbund. Det drejer sig primært om elektrikerere, men også elmontører, elinstallatører og andre med en elteknisk uddannelse. Dansk El-forbunds medlemmer tæller beskæftigede inden for alle elfaglige områder.

Luk menu